Konkursen i Primera Air har betydet, at selskabets absolutte storkunde, Bravo Tours, har måttet se sig om efter ny leverandører af flyrejser.
Allerede samme dag Primera Airs konkurs var en realitet, kunne Bravo Tours meddele, at der var fundet løsninger på de mange aflysninger.
Efterfølgende har selskabet præsenteret en liste med afløsere for i alt 378 Primera Air-flyvninger i den kommende vinter.
Om de har en overenskomst eller ej – bare det virker godt, og folk er glade, og personalet er glade og gode til at give service, er det fint med mig i store trækPeter Hornshøj, Bravo Tours
Ni af ti fly uden overenskomst
Bravo Tours har imidlertid ikke prioriteret de ansattes vilkår i kampen for at få forretningen til at hænge sammen.
88 procent af 378 flyvninger fra oktober til april 2019 skal nemlig gennemføres af enten litauiske Small Planet Airlines, tjekkiske Travel Service eller græske Orange2Fly.
Ingen af de tre selskaber har ifølge den paneuropæiske pilotforening European Cockpit Association, ECA, overenskomst.
Med andre ord har medarbejderne ingen kollektiv aftale, der juridisk beskytter og sikrer anstændige løn- og arbejdsvilkår som eksempelvis løn under sygdom, pension eller ferie.
Har tidligere pralet af dansk overenskomst
Bravo Tours’ topchef, Peter Hornshøj, har ellers tidligere brugt netop ordnede arbejdsvilkår som et salgstrick.
I et interview med TV2 slog han i 2015 på tromme for, at koncernens eget flyselskab, Primera Air “helt efter bogen” havde ansatte på dansk overenskomst.
Og besøger man selskabets egen hjemmeside bliver man da også betrygget i, at »hos Bravo tours tager vi gerne socialt ansvar.«
Tilsyneladende gælder dette bare ikke, når det handler om valg af samarbejdspartnere i luften.
»Vi fik vældig travlt (efter Primera Airs konkurs red.) med at finde flyløsninger, og kunne ikke være specielt kræsne. Vi havde nogle, som skulle flyve to dage efter. Der er det klart, når vi fik muligheder på bordet, så skal vi bare slå til, for det er de muligheder, der er,« siger Peder Hornshøj til Luftfart.nu.
Direktør: Overenskomst eller ej – bare folk er glade
Bravo Tours-direktøren medgiver, at det har været vigtigere at få gæsterne afsted, end at stille spørgsmål ved om personalet hos luftfartsselskaberne har ordnede vilkår.
Havde muligheden været der, havde han da også gerne valgt et dansk eller skandinavisk selskab. Det har bare ikke været muligt med så kort varsel, fastslår direktøren. Derfor har Bravo Tours, som har yndet at profilere sig under sloganet “ferie på dansk”, nu købt stort ind hos litauiske Small Planet Airlines uden den store bekymring om de ansattes vilkår:
»Om de har en overenskomst eller ej – bare det virker godt, og folk er glade, og personalet er glade og gode til at give service, er det fint med mig i store træk,« siger Peder Hornshøj.
Small Planet Airlines skal flyve fem dage om ugen fra Billund Lufthavn for Bravo Tours, hvorfor selskabet har valgt at baserer et fly med crew i lufthavnen.
Fagforening: Hyklerisk adfærd
Rejseselskabets valg af leverandør vækker bekymring hos de luftfarts-ansattes fagforening i Danmark:
»Jeg synes, Bravo Tours tager meget let på deres medansvar for branchen, når de finder leverandører til at flytte danske passagerer som ikke har ordnede vilkår,« siger Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union.
Hun peger på, at Bravo Tours’ valg af samarbejdspartner medvirker til, at branchen i højere og højere grad konkurrerer på et usundt grundlag, hvor det er de ansatte, der betaler prisen:
»Det forekommer mig grænsende til hyklerisk, at selskabet taler om socialt ansvar, når man ikke engang stiller krav til de ansattes arbejdsvilkår hos leverandører.«
Efter Small Planet Airlines har indstillet sine flyvninger, har Bravo Tours fået en aftale i stand med Travel Service, der som nævnt ikke har overenskomst.
Opdateret 29. november 2018 kl. 10:25