Københavns Lufthavne A/S kommer ud af tredje kvartal med et samlet overskud på 1.260 millioner kroner før skat. Det er 19 procent mere end sidste år.
Lufthavnen havde 24,5 millioner passagerer i årets første ni måneder. Det er otte procent flere end samme periode sidste år.
“Globalt set er appetitten og behovet for at rejse stor, og vi har aldrig tidligere haft så mange rejsende gennem terminalerne. Danskere og sydsvenskere, der flyver på ferie eller forretningsrejse fra København, udgør omkring halvdelen af passagererne, mens resten er internationale rejsende, der enten besøger København og resten af Danmark eller benytter lufthavnen som stop på deres rejse videre ud i verden,” siger Christian Poulsen, CEO i Københavns Lufthavn.
Tredje kvartal isoleret ender med et overskud på 666 millioner kroner før skat.
Langt de fleste ruter til og fra Københavns Lufthavn er inden for Europa, og de europæiske ruter udgør omkring 85 procent af den samlede trafik. I alt var der 353 ruter til 184 destinationer fra Københavns Lufthavn i årets første ni måneder, mens der var 327 ruter til 167 destinationer i samme periode sidste år.