Astma-Allergi Danmark kritiserer børneløb på landingsbane i Københavns Lufthavn

I anledningen af 100-året for Københavns Lufthavn lukker lufthavnen den 3. maj en af sine landingsbaner og inviterer børn i alderen 9-15 til motionsløb på den 2,9 kilometer lange bane.

Men nu møder lufthavnen kritik fra Astma-Allergi Danmark. Direktør i forbundet, Anne Holm Hansen, mener, at partiklerne, der bliver udledt fra fly på de aktive landingsbaner, forurener luften i sådan en grad, at børn – og særligt astmatikere – kan få luftvejsproblemer til motionsløbet. Det fortæller hun til Radio4.

“Astma er den hyppigste kroniske sygdom blandt børn, og vi ved, at luftforurening fra partikler forværrer symptomerne. Især når man løber og vejtrækningen bliver forceret,” siger hun.

Kommunikationsdirektør for Københavns Lufthavn, Lise Agerley Kürstein, påpeger overfor Radio4, at lufthavnen overholder alle grænseværdier og at forureningen omkring landingsbanen ikke er værre end på Rådhuspladsen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev