Af Steen E. Navrbjerg for Ugebrevet A4
Ryanair har i 32 år nægtet at forhandle med faglige organisationer. Nu er flyselskabet krøbet til korset og har annonceret, at det vil starte forhandlinger om overenskomst i en lang række lande. En fodfejl fra neden skabte et unikt fællesskab mellem piloter i forskellige lande, skriver forsker i en analyse for Ugebrevet A4.
Om skribenten: Steen E. Navrbjerg er lektor ved FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Orgnisationsstudier) ved Københavns Universitet
I december 2017 annoncerede Ryanair, at flyselskabet ville indlede forhandlinger med faglige organisationer med henblik på at indgå overenskomst. Dermed brød Ryanair med 32 års tradition for union-busting (indædt modstand mod fagbevægelsen, red.).
Ryanairs karismatiske leder Michael O’Leary har gennem årene ikke blot nægtet at forhandle med fagforeninger, men har også brugt enhver lejlighed til at udtrykke afstandstagen og foragt for enhver form for uafhængige fagforeninger. Men hvad ligger bag denne kursændring?
Når magtbalancer forskydes
Det hele startede med en fodfejl i Ryanairs ledelse, da man tilbage i september 2017 skyldte en betydelig del af piloterne i Ryanair ferie, efter de havde arbejdet maksimalt henover sommeren.
I første omgang søgte man med først trusler og siden belønninger at få piloterne til at flyve – men mange af dem ønskede at holde ferie, ligesom en stor del simpelt hen ikke måtte flyve, da de havde nået grænsen for, hvor meget de må flyve inden for ét år (Flight Time Limitations, red.). 2.000 flyafgange måtte aflyses, hvilket påvirkede 700.000 passagerer.
Men når denne fodfejl får så stor betydning, skyldes det, at piloterne pludselig forstår, at de har en magtposition. Ved at nægte at flyve og insistere på at holde ferie, kunne piloterne se, hvor meget Ryanair havde brug for dem.
Selvom Ryanairs topchef Michael O’Leary tilbage i oktober satte spørgsmålstegn ved, hvor svært det egentlig skulle være at flyve et fly, måtte han erkende, at han havde brug for piloterne, og han måtte acceptere deres nye forhandlingsposition.
Ryanair indså, at selskabet ville få store vanskeligheder, hvis man lige op til jul igen måtte masse-aflyse fly.Steen E. Navrbjerg, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet
Denne erkendelse blev helt afgørende – piloterne begyndte at kommunikere på tværs af grænser, og i december 2017 truede piloter i seks lande – Irland, Tyskland, Spanien, Italien, Portugal og Storbritannien – med at nedlægge arbejdet lige op til den travle juletrafik.
Dette træk er et klassisk kampskridt med henblik på at opnå en overenskomst – og interessant nok havde piloterne ikke kunnet strejke, hvis de have haft en overenskomst med Ryanair.
Ryanair indså, at selskabet ville få store vanskeligheder, hvis man lige op til jul igen måtte masse-aflyse fly, og den 15. december overgav O’Leary sig og skrev til piloterne, at Ryanair var villig til at starte forhandlinger om at anerkende fagforeningerne i de respektive lande – samt i flere andre lande, inklusive Danmark.
Flybranchen er under gevaldigt pres
Ryanair har som udgangspunkt udnyttet en flybranche under pres. Flyoperatører har i højere grad end de fleste andre virksomheder mulighed for at ’shoppe’ arbejdskraft fra mange lande og kan lægge baser med ansatte og fly dér, hvor det er mest opportunt – det vil typisk sige, hvor lønnen er lav, og hvor man tilbydes de bedste betingelser.
Generelt har fagligt samarbejde og samarbejde mellem ansatte i multinationale virksomheder haft trange kår.Steen E. Navrbjerg, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet
Det har Ryanair benyttet sig af til at lægge maksimalt pres på lønninger og arbejdsvilkår for de ansatte og frabedt sig enhver form for kollektiv repræsentation.
Flere og flere selskaber følger denne strategi, og det har ført til en generel tendens til pressede løn og arbejdsvilkår for de ansatte.
De traditionelle flyselskaber – som Lufthansa og SAS – mærker konkurrencen og har, ligesom fagforeninger, over det seneste årti gentagne gange appelleret til, at der gribes ind med regulering fra overnational side, det vil sige i første omgang EU, for at sikre lige konkurrencevilkår mellem selskaberne, herunder mere sammenlignelige løn- og arbejdsvilkår for de ansatte.
16. februar 2017 vedtager Europa-Parlamentet en betænkning om en luftfartsstrategi for Europa. Men der er langt fra en betænkning om en strategi, til at 28 lande med meget forskellige arbejdsmarkeds-systemer – hvoraf nogle faktisk har en fordel af flyselskabernes forum-shopping – til et direktiv med effekt gennemføres.
Uventet oprør fra neden og solidaritet over grænser
Generelt har fagligt samarbejde og samarbejde mellem ansatte i multinationale virksomheder haft trange kår. Interesserne og aktørerne kan være ganske forskellige; løn og arbejdsvilkår kan simpelt hen være så forskellige, så man ikke forstår hinandens udfordringer; og i nogle lande er den faglige repræsentation nærmest ikke-eksisterende, mens den i andre lande er en betydelig magtfaktor, ligesom det institutionelle set-up er ganske forskelligt.
For én gangs skyld lykkes lønmodtagere på tværs af grænser at arbejde sammen.Steen E. Navrbjerg, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet
Selv når der findes et internationalt besluttet set-up – som for eksempel europæiske samarbejdsudvalg – benyttes det i mange tilfælde ikke af de ansatte på multinationale virksomheder.
Og når det endelig anvendes, er det ofte med begrænset effekt på grund af sprogproblemer og andre praktiske udfordringer. Derfor har både arbejdstagere og arbejdsgivere i vid udstrækning sat deres lid til overnational regulering, når de mødes af globaliseringens udfordringer. Og så meget desto mere overraskende er det derfor, at Ryanairs kursændring skyldtes et pres fra neden – fra medarbejderne.
Kampen mellem Ryanair og piloterne er på mange måder klassisk arbejdsmarkeds-sociologi; en magtbalance forskydes af strukturelle årsager, og når – eller hvis – parterne opdager dette, er der skabt en ny relation mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
Hvad der imidlertid ikke er klassisk, er, at det for én gangs skyld lykkes lønmodtagere på tværs af grænser at arbejde sammen over for en arbejdsgiver i et multinationalt selskab. Derfor er denne case ganske unik og interessant.
Tilbage står så, om Ryanair så rent faktisk får lavet overenskomster. Man har holdt en række møder med fagforeninger i en række lande, men kun to steder, i Storbritannien og i Italien, er reelle overenskomstforhandlinger igangsat.
Det kan tage lang tid at ændre DNA’et i en organisation, der gennem en menneskealder med næb og klør har bekæmpet fagforeninger, til en organisation, der kan bruge fagforeninger som samarbejdspartnere.
Artiklen er første gang udgivet af Ugebrevet A4 og bringes med tilladelse på LUFTFART.nu. Analysen skrevet af en ekstern skribent og er ikke udtryk for hverken Ugebrevet A4 eller LUFTFART.nu’s holdning.