Air France-KLM bliver del af ny SAS-ejerkreds

SAS kunne i går, tirsdag, præsentere den kommende ejerkreds af selskabet. Ejerne vil bestå af den danske stat (25,8 %), KLM-Air France (19,9 %), Castelake (32 %) og Lind Invest (8,6 %). De resterende 13,6 % vil formentlig blive delt mellem visse kreditorer.

“Den aftalte investering er en vigtig milepæl i vores SAS FORWARD-plan, og den viser, at vores nye investorer tror på SAS og vores potentiale til at forblive på forkant med flyindustrien i de kommende år,” siger SAS’ direktør Anko van der Werff.

Alle nuværende SAS-aktier vil blive værdiløse i 2024. SAS-aktien er dykket med næsten 84 procent i dag, onsdag, og er nu ca. 0,034 kr. værd.

Forlader Star Alliance

Den nye konstellation betyder også, at SAS vil forlade Star Alliance og i stedet blive en del af SkyTeam Alliance, som KLM-Air France er medstiftere af. SAS vil forsøge at stable et kommercielt samarbejde på benene med KLM-Air France og skriver i en pressemeddelelse, at det ville kunne betyde bedre flyforbindelser for skandinaviske kunder.

“Dette er en vigtig dag for SAS og for Air France-KLM. Vi er glade for at være en del af det vindende tilbudskonsortium udvalgt af SAS’ bestyrelse,” siger Benjamin Smith, CEO for Air France-KLM.

“Air France-KLM ser frem til at etablere stærke kommercielle bånd med SAS. Med sin veletablerede position i Skandinavien og stærke brand tilbyder SAS et enormt potentiale til Air France-KLM. Dette samarbejde vil give Air France-KLM mulighed for at styrke sin position i Norden og forbedre forbindelsen for skandinaviske og europæiske rejsende. Vi ser frem til at blive en del af dette nye kapitel i SAS’ historie og takker SAS’ bestyrelse for deres tillid.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev