Samlet set var 29,9 millioner passagerer i 2024 gennem lufthavnen på vej til eller fra en af de 175 forskellige destinationer, der flyves til fra Københavns Lufthavn.
Juli 2024 var med 3,2 millioner rejsende den måned med flest passagerer i Københavns Lufthavns historie.
“Københavns Lufthavn har oplevet stigende passagertal gennem hele året, og 2024 ender med 3,1 million flere rejsende sammenlignet med året før. Det er danske og sydsvenske rejsende, der flyver ud i verden fra København, men det er i høj grad også udenlandske turister, der lander i lufthavnen for at besøge København og resten af Danmark,” siger Christian Poulsen, CEO i Københavns Lufthavn.

For at imødekomme det stigende passagertal og behov for øget kapacitet har Københavns Lufthavn i 2024 afsat 1.487 millioner kroner til investeringer i udvikling af lufthavnen.
I disse år er Københavns Lufthavn i gang med at istandsætte og udvide terminalområdet mellem Gates B og C.
Københavns Lufthavn oplyser, at det nye terminalområde er tæt på færdig udvendigt, mens det meste arbejde nu foregår indendørs.
Hele udbygningen af terminalområdet forventes at stå klar i 2028.
